Tømningsordning

 

Tømningsordning
 
Der er ca. 2.500 husstande i Assens Kommune, der leder spildevand til bundfældnings-
tanke.
 
Obligatorisk medlemskab af tømningsordningen.
I Assens Kommune er det obligatorisk at være medlem af tømningsordningen.  Formålet med en obligatorisk tømning er at sikre, at alle tanke tømmes en gang om året. Når tankene tømmes regelmæssigt, nedsættes risikoen for, at indholdet i tankene løber urenset ud og forurener grundvandet og dermed drikkevandet. Tømning af tankene sikrer ligeledes en god vandkvalitet i vandløb og søerne i kommunen. Desuden sikrer den obligatoriske ordning, at slam og spildevand fra bundfældningstanken renses miljømæs-
sigt korrekt.
Du vil modtage besked om at din bundfældningstank skal tømmes ca. 8 dage før tømning.
 
Det er ikke muligt at søge om fritagelse fra ordningen.
 
Hvornår får jeg tømt næste gang og hvornår fik jeg tømt sidste gang?
Ved at klikke på linket
http://portal.enviweb.dk/KundeSider/TankStatus.aspx?KID=22&KNR=420&BID=2483, kan du få oplyst, hvornår der skal tømmes næste gang på din adresse. Vær opmærksom på, at oversigten er vejledende, og at den uden varsel kan ændres af entreprenøren. Du kan ligeledes se, hvornår din tank blev tømt sidste gang.
 
Tømning af bundfældningstanke ved minirenseanlæg.
Bundfældningstanke der står i forbindelse med et minirenseanlæg bliver tømt to gange årligt. Denne ordning er indført for at sikre en bedre drift af minirenseanlæggene.
 
Sommerhus med bundfældningstank.
En bundfældningstank ved et sommerhus tømmes hvert andet år og altid i ulige år. Næste tømning er altså år 2011. Tømning sker i sommermånederne.
 
Ansvar.
Du har ansvar for, at bundfældningstanken er funktionsdygtig. Det betyder, at Assens Kommune, ifølge loven, skal kræve udbedring af eventuelle fejl ved bundfældningstanken for at beskytte mod forurening af miljøet.
 
Entreprenøren, der tømmer bundfældningstanken skal have adgangsvej til dækslet. Der må højest være 50 meter fra adgangsvej til septiktank. Ligeledes skal adgangsvejen være fri for beplantninger, der vokser ind over vejen. Desuden skal dækslet være frilagt og dækslet må maksimalt veje 50 kg. Er disse forhold ikke i orden vil du blive opkrævet for forgæves kørsel.
 
Tømning af tank uden for tømningsordningen - ekstratømning.
Skal din tank tømmes uden for den ordinære rute, skal du selv kontakte et slamsugerfirma og det er for egen regning.
 
Det mobile renseanlæg.
Slamsugeren, der tømmer bundfældningstanken, anvender KSA (Kombineret Slamsuger og Afvandingssystem). Styrken i KSA systemet er, at slamsugeren kan tømme bundfældningstanke en hel dag – uden at skulle køre til et renseanlæg med det afvandede slam. Princippet er følgende,
 
  1. Indholdet i bundfældningstanken suges op i slamtanken i lastbilen
  2. Slammet pumpes over i afvandingsstanken i lastbilen. Det er her, at afvanding af slammet finder sted.
  3. Slammet holdes tilbage i afvandingstanken og rejectvand pumpes tilbage i bundfældningstanken.
 
Denne fremgangsmåde betyder, at selvom bundfældningstanken lige er blevet tømt vil den være fyldt med vand (rejectvand fra slamafvanding i slamsugeren).