Spildevandsstrategi 2018-2032
I perioden 2018-2032 arbejder vi derfor målrettet med Spildevandsstrategien.
Strategien er politisk vedtaget af Assens Kommune, og gennemføres i praksis af Assens Forsyning. Strategien indebærer samlede investeringer på ca. 1,3 mia. kr. Når Spildevandsstrategien er fuldt gennemført, vil den bl.a. bidrage med:
- Forbedring af vandmiljøet, herunder mindre udledning af fosfor og kvælstof til vandmiljøet, samt nedlæggelse af overløb af urenset spildevand til vandløb
- Øget fremtidssikring – Det nye renseanlæg giver mulighed for ekstra rensning af fx lattergas, mikroplast og medicinrester
- Klima- og energioptimering – Forsyningsparken vil bidrage til en lavere CO₂-udledning og mere grøn energi
- Et mere robust kloaksystem, der bedre kan håndtere fremtidens regnmængder således, at risikoen for oversvømmelse af byer reduceres væsentligt
- Driftsoptimering - Adskillelsen af regn og spildevand gennem separatkloakeringen bidrager til mere stabil drift på renseanlægget og reducerer omkostningerne til rensning af kloakvandet
- Bosætning og erhvervsfremme – Det nye renseanlæg giver stor fleksibilitet med hensyn til by- og erhvervsudvikling idet anlægget er bygget med kapacitet til at håndtere udvikling af både by og erhverv
Alt spildevand behandles i ét topmoderne renseanlæg
En central del af Spildevandsstrategien er, at spildevandsrensningen samles i ét nyt moderne energiproducerende renseanlæg lidt uden for Assens By.
Vi er derfor i gang med at nedlægge otte utidssvarende mindre renseanlæg i kommunen. Den centrale spildevandshåndtering giver en mere stabil og effektiv rensning, bedre miljøbeskyttelse og lavere energiforbrug.
Spildevandsstrategien fokuserer også på at beskytte miljø og mennesker ved at separatkloakere i byerne, dvs. at vi adskiller regnvand og spildevand i hver sin kloak. Herved reduceres risikoen for forurenede overløb og lokale oversvømmelser ved kraftig regn.
Samtidigt vil renseanlægget i Assens skulle håndtere mindre regnvand, hvilket også vil give en besparelse på vores energiforbrug. Separatkloakeringen sker etapevis frem mod 2032 og er en vigtig del af kommunens samlede klimatilpasning.