Hvad gør du med dit gamle tøj?

Assens Forsyning og Assens Kommune inviterer til dialog om tøj, tekstiler og nye værdiskabende vaner

Hvad sker der egentlig med dit tøj, når du ikke længere bruger det? Hvornår skal det afleveres til genbrug, hvornår er det tekstilaffald – og hvordan kan vi sammen blive endnu bedre til at forlænge tøjets levetid?

Det er nogle af de spørgsmål, som Assens Forsyning og Assens Kommune sætter fokus på i en ny fælles kampagne om genbrug og genanvendelse af tøj og tekstiler. Kampagnen tager afsæt i lokale fokusgruppeinterviews med borgere fra kommunen og skal skabe dialog, inspiration og ny viden om, hvordan vi alle kan få mere værdi ud af det tøj, vi allerede har.

Undersøgelsen viser nemlig, at de fleste borgere allerede gør meget for at genbruge og give tøj videre. Udfordringen er ofte ikke manglende vilje, men usikkerhed om reglerne, manglende viden om hvad der sker med tøjet, og hvordan man sorterer rigtigt. Mange efterlyser også konkrete løsninger og inspiration, der gør det nemt at handle bæredygtigt i hverdagen.

Mød os i sommerlandet
Som en del af kampagnen rykker vi ud og møder borgerne dér, hvor de er. I løbet af sommeren og efteråret kan du besøge vores stand og få gode råd, stille spørgsmål og dele dine egne erfaringer med genbrug af tøj og tekstiler.

Vi besøger:

  • Torvet i Assens torsdag den 30. juli 2026
  • Aarup Medborgerdage den 4. september 2026
  • Børnenes Dag i Glamsbjerg den 5. september 2026

Ved alle tre arrangementer kan du møde en superkreativ syerske, som i praksis viser, bl.a. hvordan gammelt tøj kan få nyt liv. Her kan du opleve, hvordan slidte jeans bliver til tasker, skjorter bliver til kjoler, og gamle tekstiler forvandles til helt nye produkter. Målet er at inspirere til, at vi tænker lidt længere over tøjets muligheder, før vi køber nyt eller smider ud.

Det mest bæredygtige tøj er det, du ikke køber
Produktionen af tøj og tekstiler er forbundet med et stort forbrug af energi, vand og ressourcer. Derfor er der meget at vinde ved at bruge tøjet længere, reparere det, købe brugt, give det videre eller sørge for korrekt sortering, når det er slidt op.

Kampagnen handler ikke om løftede pegefingre, men om at gøre det lettere at træffe gode valg. Derfor sætter vi blandt andet fokus på:

  • hvordan tøj kan få nyt liv gennem genbrug
  • hvordan tekstiler kan genanvendes, når de ikke længere kan bruges
  • hvordan man sorterer korrekt
  • hvordan små valg i hverdagen kan gøre en forskel

Én af kampagnens centrale pointer er, at dit aflagte tøj fortjener en chance for et nyt liv. Men det kræver, at det bliver sorteret rigtigt. For eksempel kan én våd sok ødelægge op til 100 kg tøj til genanvendelse, hvis den havner i tekstilaffaldet. Derfor er det vigtigt, at tekstiler afleveres tørre.

En langsigtet indsats
Sommerens aktiviteter markerer starten på en flerårig indsats, der skal styrke understøtte kommunens overordnede klimastrategi, herunder øget genbrug og genanvendelse af tekstiler i Assens Kommune. Kampagnen bygger på lokale borgerindsigter og løber fra sommeren 2026 med planer om en række nye aktiviteter, samarbejder og initiativer i 2027 og de kommende år. Formålet er at gøre det lettere, mere synligt og mere inspirerende at give tøj og tekstiler et længere liv.

Vi håber, du vil kigge forbi, få en snak med os – og måske blive inspireret til at se dit gamle tøj med nye øjne.